Musikken
Siden 2012 med egne danske tekster/melodier skrevet for min baryton-stemte guitar.
Jeg mødte musikken tidligt. Som fem eller seksårig (jeg er ikke helt sikker der…) gik jeg til klaver hos søde fru Spang i Odense.
Og i omtrent samme periode fik jeg hjemmeundervisning i altblokfløjte (af en lærer, hvis navn jeg ikke husker, og som en dag blot ikke dukkede op længere).
Så en dag fik jeg en ny klaverlærer, der blev virkeligt hidsig, når jeg ikke havde øvet mig!
Dér blev jeg bange for noder og klaveret.
Efter min konfirmation flyttede vi til Holme ved Ebeltoft, hvor jeg begyndte i 7. Klasse på Skelhøjeskolen. En dag købte jeg så min første guitar hos Aage Schou’s musikhandel i Aarhus - en Höfner spansk til 550 kr.
Og sad så på gangene i frikvarterene (eller, hvis jeg blev sat udenfor døren) med min spritnye Höfner og prøvede at finde ud af at spille blues og den slags.
Klaveret kom dog heldigvis tilbage med fru Herz, der syntes det var fint, at jeg helst ville spille Jesus Christ Superstar eller Let It Be og den slags efter gehør
- og så lykkedes det hende at liste lidt nodelæsning ind i mig undervejs., selvom gehøret altid er mig nærmest.
Men Höfneren blev en nær følgesvend. Der stødte et rigtigt kursus med en rigtig guitarlærer til, og jeg fik mod på at spille nogle små klassiske stykker.
Da det efter en del zigzag-år lykkedes mig at blive optaget på uddannelsen til Almen Musikpædagog ved Aarhus Musikkonservatorium, valgte jeg klassisk guitar som specialefag.
Guitar har altså både før og siden været hovedakkompagnatør for mine sange.
Køb sangene digitalt ELLER på CD :) direkte af mig eller på Bandcamp. Du kan naturligvis også tjekke dem ud på din foretrukne streamingtjeneste.